Matthias Albert Haberdorff, Stiftsprovst og Sognepræst ved Vor Frelsers Kirke i Christiania f. 1699 København d. 22 jul. 1762 Christiania: Stoltze & Saltoft

1699 - 1762 (63 år)

Personlige oplysninger | Notater | Alle | PDF

Navn	Matthias Albert Haberdorff
Suffiks	Stiftsprovst og Sognepræst ved Vor Frelsers Kirke i Christiania
Født	1699	København
Køn	Mand
Død	22 jul. 1762	Christiania
Person-ID	I502472	stoltze-saltoft
Sidst ændret	13 dec. 2015

Far	Renteskriver Johan Nielsen Haberdorph, d. Ja, dato ukendt
Mor	Karen Schow, d. Ja, dato ukendt
Familie-ID	F500986	Gruppeskema \| Familietavle

Familie Maria Laurentzia Müller, d. Ja, dato ukendt

Børn

1. Johanne Margrethe Gonsager Haberdorff, f. 17 jul. 1762, Bergen

, d. 17 jan. 1789, Biri

(Alder 26 år)

Sidst ændret 13 dec. 2015

Familie-ID F500989 Gruppeskema | Familietavle

Notater

Mathias Albert Haberdorff var prest ved St. Jørgens Hospital fra 1733 og frem til 1741, da han ble residerende kapellan ved Domkirken og senere sogneprest i Nykirken. Johan Fredrik Lampe skriver i sin beskrivelse over prester i Bergen følgende om hans embedsbane: Født i Kjøbenhavn 1699, blev dimitteret fra Fredriksborgs Skole 1717, fik Plads paa Regentsen og blev 17. Marts 1730 Konrektor i Bergen, hjulpen dertil af Biskopen Marcus Müller, med hvis Brordatter han var gift (Neppe rigtigtt. Hans Ansøgning paa Vers gjorde Lykke og blev anbefalet af Cancelliet. Den findes i Rigsarkivet). Som Konrektor blev han 17. Marts 1733 tillige Præst ved St. Jørgens Hospital, 8. December 1741 øverste residerende Kapellan ved Domkirken, 9. Juni 1747 Vice-Pastor med Succession og 1748 Sognepræst til Nykirken. Erholdt 1749 Titel af Consistorialraad og 1755 af Professor theologiæ. Blev 2. Februar 1759 Stiftsprovst og Sognepræst ved Vor Frelsers Kirke i Christiania, hvor han pludselig døde 22. Juli 1762.

Borgermester Meyers beskrivelse av Haberdorff i hans Forsøg paa Samlinger til den Bergenske Kirke-Historie stiller ham ikke i noe godt lys: Han var fød 1699 i Kjøbenhavn, hvor han gik i vor Frue latinskole og vedblev at være efterat have tagetheologisk embedseksamen; ”til en tid holdt han sig til det selskab, som altid var ude med klingen, og hvor slig hørtes, var altid Haberdorff med, saa og deraf indtil sin død bar et merketegn i sit ansigt paa det høire kinn, da han af en kaarde v var blesseret med en lang skramme. Imidlertid for at foretage sig noget, lagde han sig efter poesi og dermed ved givne lejligheder ved hoffet især til de kongelige herskabers fødselsdage indfant sig, for derved at erholde en employ, som og i den del tilsidst saaledes udfalt for ham, da han til et sognekall i Sjælands stift af Kong Fredrik IV blev kallet, hvortil han dog ikke kom”, fordi biskop Worm, da han fik det at høre, gjorde forestilling derimod. ”Dette gav Haberdorff noget at tænke paa og tillige at betænke sit eget bedste. Han fattede imidlertid andre tanker og agtede lejlighed. Da hr. Marcus Møller i aaret 1724 blev som hofprest beskikket til biskop over Bergens stift, anholdt han hos velbemeldte biskops broder, forstander udi store Vartau i Kjøbenhavn, om at nyde jomfru Maria Laurentia Møller, hans brordatter, der var i hans hus, til egte, hvilket, siden han havde vunnet hennes kjerlighed, blev ham tilsagt, naar han først til noget vist var hjulpet, hvormemed baade hun og han kunde være tjent.” Dette skede, da han i 1733 etter biskop Møllers forestilling blev konrektor paa Bergens skole og tillige prest ved hospitalet og de søfarendes fattighus. Senere var han residerende kapellan ved domkirken og dernæst sogneprest til nykirken i Bergen. (...) I 1759 blev han sogneprest til Frelsers kirke og stiftsprovst i Kristiania, hvor han i 2 ½ aar ”brugte baade tid og flid ikke til det gode men til det onde”, og døde pludselig 22 Juli 1762, ”da han allerede havde pakket ind konen og børnene iført sig sit reisetøj, for at reise en tid ud paa landet”.

Der er vel ingen tvil om at Haberdorff må ha vært en spesiell mann, og også Lampe beskriver hans stridslyst: Han hørte til de saakaldte Pietister, der i Christian VI.s Regjeringstid og under det af ham oprettede Kirkeinspektionskollegium, ofte blev Indehavere af de øverste geistlige Embeder, uden at der ved denne Besættelsen altid toges Hensyn til Karakterens Hæderlighed og Duelighed. Omendskjønt man ikke kan frakjende ham Duelighed, ja endog til en vis Grad Nidkjærhed i sit Embede, fordunkledes disse Egenskaber af naturlige Tilbøieligheder, som han, istedetfor at undertrykke, endog nærede. Han var nemlig hierarkisk, trættekjær og umedgjørlig; laa ikke alene i stadig Uenighed med en Del af sine Menighedslemmer og Embedsbrødre, men ogsaa med sine Foresatte. Baade Biskoperne Bornemann og Pontoppidan maatte oftere paakalde Kirkekollegiets Hjælp, for at holde ham i Tømme, og ihvorvel han flere Gange modtok Advarsler og Formaninger derfra, syntes disse ikke at frugte. DeDet allerværste var, at han ikke sjelden brugte Prædikestolen som en Kampplads, hvorfra han udsendte sine hvasse Pile mod dem af sine Uvenner i Menigheden, som han ikke paa anden Maade kunde angribe. Dette vakte baade Forargelse og endog Paatale, men uden Nytte, da han, naar det gjaldt, altid fandt Beskyttelse af Pluraliteten i Kirkekollegiet, hvor han nød en vis Anseelse. Ogsaa i Christiania fortsatte han Kampen, saa at hans Biskop Nannestad sagde om ham: ”denne Mand beskjæmmer vor Orden”, men her endte Døden snart hans Stridslyst.

Meyer siterer også et brev til Haberdorff fra generalkirkeinspektionskollegiet datert 6. mars 1755. Visstnok var det slik at denne skrivelsen frugtet intet, da han blev sig selv lig.

http://www.bymuseet.no/?vis=418

Matthias Albert Haberdorff, Stiftsprovst og Sognepræst ved Vor Frelsers Kirke i Christiania

Renteskriver Johan Nielsen Haberdorph

Karen Schow

Maria Laurentzia Müller

Johanne Margrethe Gonsager Haberdorff