Johan Henrich Hansen Schow, Præst i Næstved og Højby. Tvilling f. 10 dec. 1701 Ribe d. 17 mar. 1765 Højby, Odsherred, Holbæk: Stoltze & Saltoft

1701 - 1765 (63 år)

Personlige oplysninger | Notater | Alle | PDF

Navn	Johan Henrich Hansen Schow
Suffiks	Præst i Næstved og Højby. Tvilling
Født	10 dec. 1701	Ribe
Døbt	16 dec. 1701	Sankt Katharina Kirke, Ribe
	opslag 37
Køn	Mand
Død	17 mar. 1765	Højby, Odsherred, Holbæk
	Skifte: Johan Henric Schow sognepraest i Hoybye 6 Apr 1765 pg 1002 1024 WIFE: Cathrine Reigelsen i Nyekiobing CH: ... Schow = wgd: B.H. Mantix byefoged [Ods Herreds Provsti skift & Justisprotokol; Bk 1 1733-67, FHL film 49422] http://ao.salldata.dk/vis1.php?bsid=130458&side=46&fbclid=IwAR3zXCujV1ce3fZz6BS80_E-kGWYdDYcKXBmgmpJcnDPt650nGC17Ug80MQ
Person-ID	I501583	stoltze-saltoft
Sidst ændret	17 jun. 2021

Far	Hans Pedersen Schow, Toldinspektør, urmager, brygger, d. 1714, Ribe
Mor	Mette Marcusdatter Kjøge, d. 18 jun. 1712, Ribe
Gift	Før dec. 1701
Familie-ID	F500551	Gruppeskema \| Familietavle

Familie Catharina Regelsen, f. Ca. 1707, d. 21 jun. 1780, København hos sin søn (Alder 73 år)

Gift 15 sep. 1731 Sankt Nikolai Kirke, København

Ingen Kb, men opslag iflg. Wiiberg:
5/4 1748 [Nestved St. Mort. K. 28/5 31, o. 8/8] Johan Henrik Hansen Schou, f. Ribe 10/12 01; F. H. Pedersen S.; M. Mathea Kjøge; St. Fdbg. 20; C. 26; ~ Kbh. Nic. K. 15/11 31 Cathrine Regelsen, f. c. 07, † Kbh. 21/6 80, under et Besøg hos sin Søn; F. Hans R., Brkdmr. i Kbh.; M. Wendela Cathrine Schmalbach; 1 S., 3 D.; [† 1766].

Børn

	1. Mette Catharina Schow, f. 1732, Næstved
	2. Wendele Catharina Schow, f. 1733, Næstved , d. 26 jul. 1798, Aulum Præstegård (Alder 65 år)
	3. Magaretha Ulrica Schow, f. 1735, Næstved , d. 1740, Næstved (Alder 5 år)
	4. Else Dorothea Schow, f. 1736, Næstved , d. Ja, dato ukendt
	5. Christopher Siegismundus Schow, f. 1737, Næstved
	6. Dorothea Margareta Schow, f. 1738, Næstved
	7. Hans Regelsen Schow, f. 1740, Næstved , d. Ja, dato ukendt
	8. Christopher Siegismundus Schow, f. okt. 1743, Næstved Skt. Morten , d. Ja, dato ukendt
	9. Matthias Albert Schow, Oeconomus v/ Det kgl. Waisenhus, f. 1747, Næstved
	10. Gottlob Christian Schow, f. 1749, Højby
	11. Peter Andreas Schow, Barnløs, f. 1751, Højby , d. 1751, Højby, Odsherred, Holbæk (Alder 0 år)

Sidst ændret 18 jun. 2021

Familie-ID F500550 Gruppeskema | Familietavle

Notater

Fra OdsWiki:

Johan_Henric_Hansen_Schow, præst ved Højby kirke.
Johan Heinric Hansen Schow er født 10. december 1701 i Ribe som søn af toldinspektør Hans Pedersen Schow som tidligere havde været urmagersvend og derefter brygger i København, og mens han var der blev han gift med en enke, der hed Mette Marcusdatter Kiøge.
I dette ægteskab fødtes kl. 8 om morgenen kun Johan Heinric Hansen Schow og hans tvillingesøter der var født en halv time tidligere, men der var 2 sønner fra Mettes tidligere ægteskab, de kaldte sig dog begge Schow efter stefaderen.
Schows farfar var præst i B Brøndbyvester og -øster, han hed Peder Schow Jespersen og 1661 blev han ordineret af biskop Hans Svane.
Familien stammer fra Skåne, hvor, efter Schows enere beretning, nogle medlemmer af den skal være adlet under navnet Gyldenschow.
Johan Heinrich Hansen Schow gik først i dansk skole, hvor han lærte regning og skrivning. Han ville gerne i latinskolen, men kunne ikke få forældrenes samtykke, men bad i hemmelighed latinskolens rektor om hjælp, så han i 1712 kom i latinskolens 1. lektie.
Efter forældrenes død kom han i købmand Andreas Mahlers hus, men blev her behandlet som almindelig gårdsdreng, men stjal sig til at lære hvad han kunne, så efter 4 år nåede han latinskolens 4. lektie, men købmanden forsøgte stadig at få ham til at opgive skolegangen.
1716 da han var 14 år gammel f forlod han Ribe for at gå til København hvor han havde mange venner.
Han blev vel modtaget af en faster og begyndte på Frederiksborg skole.
1720 begyndte han på Københavns Universitet, o og tjente til dette ved at være huslære hos sognepræst Haperdorph i Tolstrup og Ugerløse. Derefter tog han filosofikum og fik plads som huslærer på Bonderupgaard i Torstrup sign.
Derefter tog han til Norge, hvor han fik plads hos nogle præster, og bl.a. underviste børn i hebraisk. Derefter kom han til Christiania (Oslo).
1726 rejste han til København hvor han kort efter tog Teologisk embedseksamen og hog holdt dimisprædiken.
Han blev så hovmester for konferenceråd Peder Bensons 4 børn på Geddesdal med løfte om at nyde forfremmelse til et præsteembede.
1731 blev han sammen med 3 andre ordineret til præst i Næstved hvor han blev i 17 år.
Kort efter han var ankommet til Næstved blev han gift med Cathrine Regelsen, der var datter af en Birkdommer. I dette ægteskab blev født 5 døtre, og derefter 6 sønner. Den ene søn var dog dødfødt, og en anden døde som lille; af døtrene døde 2 som børn, men der var dog 7 børn tilbage.
1748 6. s. e. efter Påske bliver han indsat som præst ved Højby kirke.
Hans selvbiografi viser, at han var glad for at blive påskønnet.
Pastor Schow døde den 18. marts 1765 63 år gammel.
Provst Valentin Arnoldsen Cruse, fra Grevinge kirke, holdt ligprædiken over ham.

Kildehenvisning: Højby sogn for 200 år siden af Chr. Mikkelsen.--SOC 12. nov 2011, 16:16 (CET)

Følgende er fra bogen "Højby sogn for 200 år siden" skrevet af Chr. Mikkelsen.
Bogen kan downloades som PDF her: https://dis-danmark.dk/bibliotek/911700.pdf

Pastor Schows tid. 1748— 65
Pastor Schow var en flittig skribent, og det er vel grunden til, at
han i kaldsbogen (liber daticus) for Højby præsteembede har skrevet en selvbiografi, hvad der har ført til, at de fleste af de senere
præster har gjort det samme, selv om nogle af dem har gjort det
mindre udførligt. I herredsbogen, som er en vigtig kilde til Odsherreds historie, har Schow skrevet meget udførligt ikke blot om sit
eget levnedsløb, men om alt, hvad der vedrører Højby sogns præsteembede. Desuden har han fortalt om Højby sogn i almindelighed,
og han har søgt oplysninger om den tid, der ligger forud for hans
komme til sognet.

Hans oplysninger er meget værdifulde. Det er sandsynligt, at han
sammen med provst Arctander i Egebjerg har været den drivende
kraft i arbejdet for at få herredsbogen i gang og få gjort den så
fyldig, som den er blevet. Den er autoriseret 1755 af biskop Harboe.
Schows udførlige oplysninger er skrevet 1756. Samme år har han
skrevet »Højby Sogns Specialia«, som findes på Det kgl. Bibliotek.
På Landsarkivet er endvidere en præsteindberetning fra 1758, benyttet
i »Hofmans Fundationer«. Vi holder os væsentligst til herredsbogen.
Vi har flere gange henvist til Schows oplysninger. Han har bl. a.
meddelt, hvad han ved om præsterne i Højby efter reformationen,
og har vistnok udnyttet de kilder, der stod til hans rådighed; han
har også meddelt adskilligt af værdi angående præsteembedets jordtilliggende m. m. Bortset fra, hvad der allerede er meddelt, vil vi
ikke fordybe os i det, der ligger forud for den tid, som vi her behandler, men vi vil begynde med i stærkt forkortet form at meddele,
hvad Schow skriver om sit eget liv.
Som allerede nævnt er Schow født i Ribe, ligesom Riber og Nyegaard. Schow blev født 10. december 1701 kl. 8 om morgenen, en
tvillingsøster var født ltø time tidligere. Hans fader, der hed Hans
Pedersen Schow, var på det tidspunkt toldinspektør, men havde
tidligere været urmagersvend og derefter brygger i København. Det
har vel nok været lettere at skifte stilling dengang end nu. Mens
han var i København, blev han gift med en enke, der hed Mette
Marcusdatter Kiøge. I dette ægteskab fødtes kun pastor Schow og
hans tvillingsøster, men der var 2 sønner i Mettes første ægteskab,
de kaldte sig dog Schow efter stedfaderen. De var dog forlængst
døde, da Schow skrev i herredsbogen. Pastor Schows farfader var
præst i Brøndbyvester og -øster, han hed Peder Schow Jespersen og
var 1661 blevet ordineret af biskop Hans Svane. Schow skriver, at
farfaderen var den første sognepræst, som efter enevældens indførelse blev kaldet umiddelbart af kongen uden menighedens samtykke.
Familien stammer fra Skåne, hvor, efter Schows beretning, nogle
medlemmer af den skal være blevet adlet under navnet Gyldenschow.
Pastor Schows fulde navn er Johan Henric Hansen Schow. Han
gik først i den danske skole, hvor han lærte regning og skrivning.
Han ville gerne i latinskolen, men kunne ikke opnå sine forældres samtykke, hvorfor han hemmeligt bad latinskolens rektor om hjælp,
hvad der førte til, at han 1712 kom i latinskolens 1. lektie, men
samme år døde hans moder, og hans fader blev syg og døde et par
år efter.
Efter moderens død kom han i købmand Andreas Mahlers hus,
hvor han fik løfte om ophold og frihed til skolegang. Men her
havde han det ondt og blev efter faderens død behandlet som en
simpel gårdsdreng, hvis gerning han måtte udføre. Han måtte stjæle
sig til at lære, hvad han havde for i skolen, når ingen så det. Købmanden ville nemlig gøre ham ked af skolen, for at han kunne sætte
ham til handel. Han havde tilmed det uheld, at skolens nye conrektor
(første lærer efter rektor) Christian Falster (kendt forfatter og filolog) blev forlovet med købmandens svigerinde og gjorde sit bedste
for at gøre Schow ked af skolegangen og nogle gange »trakterede
ham meget ilde«. Denne elendighed varede i 4 år, dog nåede han
op i 4. lektie, men der fik han en hører, som ville behage conrektoren og købmanden og søge at få Schow til at opgive skolegangen.
Det førte imidlertid til, at han, 14 år gi., 16. marts 1716 om aftenen
forlod Ribe, hvor han ikke mere havde venner og pårørende, for at
gå til København, hvor han mente at have mange.
Påskeaften nåede han med et skib fra Haderslev til København,
efter at han på flere måder havde erfaret, at han var under Guds
forsyn. Han blev vel modtaget af sin faster og fik løfte om skolegang i Frederiksborg skole sammen med hendes to sønner. Rektoren
dér ville dog ikke modtage ham, før han fik et vidnesbyrd fra Ribe
skole om hans liv og levned. Det lykkedes at få dette tilsendt, og
han blev nu optaget i 3. lektie. Han var altså gået en lektie ned,
men han fik herefter 4 mk. ugentlig af skolens penge og var nr. 1
i 3. lektie i et år, hvorefter han kom i mesterlektien, hvor han blev
i 3 år til 1720, da han med godt vidnesbyrd blev sendt til Københavns universitet. Da han ikke havde midler til at fortsætte studeringerne, måtte han tage plads som huslærer et år hos sognepræst Haberdorph i Tostrup og Ugerløse, der dengang var ét pastorat. Haberdorph var hans fasters stedsøn.
Efter at have været i København og taget filosoficum med 1. karakter tog han plads som huslærer på Bonderupgaard i ovennævnte Tostrup sogn, men da han ikke var tilfreds med denne plads, rejste
han til Norge for at prøve lykken. På denne rejse, som foregik med
skib fra København, erfarede han igen Guds nådige forsyn, for det
blev et voldsomt uvejr, så skibet i 3 dage drev for »takkel og tov«.
Han nåede dog sit mål og blev en tid medhjælper hos en svagelig
præst, ligesom han hos en anden præst underviste nogle af dennes
elever i hebraisk. Derefter kom han til Christiania (Oslo), hvor han
fik en god plads som lærer for en krigskommissærs søn og selv
havde lejlighed til at lære meget. Han prædikede af og til, blev tilbudt et par stillinger som kapellan, hvad han afslog, da han ikke
havde teologisk eksamen og heller ikke den fornødne alder. Han
blev så afholdt af menigheden, at den gav ham et årligt offer.
1726 rejste han til København, hvor han kort efter tog teologisk
embedseksamen og holdt dimisprædiken, begge dele til 1. karakter.
Om vinteren blev han ved universitetet, derefter underviste han en
ung mand til studentereksamen og blev så hovmester for konferensråd Peder Bentzons 4 børn på Geddesdal med løfte om at nyde forfremmelse til præsteembede. Her blev han i næsten 4 år og »nød
stor gunst og yndest«. I de 4 år blev der ingen præsteembeder på
godset ledige, men da han havde så god en plads, som han kunne
ønske sig, søgte han ikke præsteembede, skønt han af en højtstående
person var blevet anbefalet til v. Holstein, der var kammerherre hos
kronprinsen. Schow fik dog ofte ordre til at prædike for det kgl.
herskab i hofpræstens forfald. Derved indlagde han sig større nåde,
end han havde ventet, især hos markgrevinden, der engang forærede
ham 20 rdl. Markgrevinden var kronprinsens svigermoder, der fik
stor indflydelse med hensyn til præsteansættelser, da hendes svigersøn, Christian VI, blev konge 1730.
1731 fik Schow bud om at melde sig hos en hof frøken v. Seidowitz, som han aldrig havde talt med, og hvis navn han næppe kendte.
Han efterkom ordren, og frk. Seidowitz fortalte ham, at markgrevinden var ham særlig nådig, og spurgte, om det var hans agt at ville
være præst, hvad han besvarede med et underdanigst ja. På et spørgsmål, om han havde søgt kald, svarede han, at det havde han ikke,
da han ikke havde den nåde at være kendt ved Frederik IV’s hof.
Hertil svarede frøkenen: »Da er han bekendt ved dette hof, og jeg har ordre til at sige ham, at når han vil søge præstekald, skal han
levere mig sin ansøgning, som jeg skal levere til markgrevinden, der
vil forestille den for kongen«. Vi får herved et indblik i, hvorledes
det dengang gik til ved embedsbesættelser. Havde man de rette forbindelser, var der store muligheder for at komme i betragtning, havde
man ikke sådanne forbindelser, var det næsten håbløst at indsende
en ansøgning. Christian VI var personlig stærkt interesseret i at få
pietistiske præster anbragt i betydningsfulde embeder, og når de
flyttede, søgte han at skaffe dem efterfølgere, som kunne fortsætte
gerningen; men det var ikke tiltalende, at man skulle om ad svigermor og hendes hofdamer for at få kongens udnævnelse.
Schow skyndte sig dog ikke med at søge embede, men da han
hørte, at Kerteminde-Drigstrup sognepræsteembede var ledigt, gik
han til frk. Seidowitz med en ansøgning om dette embede. Nogen tid
efter, da der var bragt aviser ud til Geddesdal, læste han med største
forundring, at han var kaldet til sognepræst ved Set. Mortens kirke
i Næstved, som han ikke havde søgt.
Han tog til København for at tale med frk. Seidowitz. Hun gratulerede ham med kongens dobbelte nåde, som bestod i, at skønt det
var bestemt, at han skulle til Kerteminde, havde han fået lov at blive
på Sjælland, da han helst ville det. Dette forstod han intet af, men
hun fortalte så, at hans formand i embedet i Næstved, Oluf Bager,
havde sagt det. Schow var stadig uforstående. Han havde kun set
Oluf Bager én gang, og da var der ikke talt om den sag, men det
var egentlig rigtigt, han forstod blot ikke, hvorfra Bager havde sin
viden.
Da Schow blev lovet forfremmelse, hvis han blev ked af at være
i Næstved, tog han »med fornøjelse« mod kaldet, blev ordineret
tillige med 3 andre og blev indsat i embedet 16. s. e. trin. 1731.
Han blev i Næstved i 17 år, skønt der var meget arbejde. Der var
nemlig en mængde prædikendage, hvoraf en del var afskaffet, allerede da Schow skrev sin beretning. Han skriver, at han var meget
yndet af sin menighed, og at han var vel fornøjet med den. Men da
indkomsterne formindskedes, fordi der blev færre familier i sognet,
medens hans egen familie blev større, så han sig nødsaget til at
tænke på forflyttelse. Han havde søgt 3—4 embeder, men på grund af den store forandring ved det kgl. hof (Frederik V er blevet konge,
og pietisterne er ikke længere de foretrukne) havde disse ansøgninger været forgæves.
Da Højby kald blev ledigt, besluttede han sig til at søge det, idet
han mente, det var »roligere og fornøjeligere at være i en landsby
end i en købstad«. Han havde imidlertid kun ringe håb om at få
det, hvorfor han kun gjorde sig ringe anstrengelser. Sådan skriver
han selv, men man har indtryk af, at han gjorde, hvad han kunne.
Da han havde besluttet sig til at søge forflyttelse, »var gode råd
dyre«, skriver han, for han kendte ingen ved hoffet, som kunne
hjælpe ham. Han fandt dog på råd, for han kendte grev Johan
Ludvig Holstein, der nu var geheimeråd. Til ham skrev han og bad
om hjælp. Det havde ikke hjulpet ved de ansøgninger, han hidtil
havde sendt, men samtidig med ansøgningen om Højby kald skrev
han til Holstein, der svarede, at dette embede var lovet til en anden,
men hvis han var i stand til at prædike på tysk, kunne han måske
hjælpe ham til embedet i Kastellet. Det tør Schow dog ikke påtage
sig; men nogen tid derefter får han brev fra Holstein, at han alligevel er blevet sognepræst i Højby. Schow ser heri en guddommelig
forsynsstyrelse. Han blev indsat i Højby kirke 6. s. e. påske 1748.
Schow frygtede, at Haagen, der havde været kapellan hos Nyegaard, skulle fortsætte som kapellan, men det varede ikke længe,
inden han fik at vide, at Haagen skulle være hans efterfølger ved
Set. Mortens kirke i Næstved. Der var også en anden ting, han var
bange for, nemlig at han skulle yde lige så stor pension til madam
Nyegaard, som hendes mand i sin tid var blevet pålagt at yde sin
formands enke, men han slap med at yde den sædvanlige pension.
Kort efter at Schow var kommet til Næstved, var han blevet gift
med Cathrine Regel sen, der var datter af en birkedommer. I dette
ægteskab blev født 5 døtre og derefter 6 sønner. Den ene søn var
dog dødfødt, og en anden døde som lille; af døtrene døde 2 som
børn, men der var dog 7 børn tilbage.
I de fleste familier var der mange børn, men dødeligheden blandt
børnene var meget stor, og den var også stor blandt voksne, så folketallet stiger kun langsomt. Kommer der krig og pest, går det tilbage.
I den tid, vi her har med at gøre, er der vel nok en lille stigning. De fleste år er der flere fødte end døde, men forskellen er ikke stor, dog danner 1755 en undtagelse, idet der det år blev født 56 og kun
var 28 dødsfald. Derimod blev der 1766 kun født 36, men døde
73. Da der dette år i Odden sogn døde 20 børn af små kopper, er
det vel nok denne sygdom, der har været medvirkende til de mange
dødsfald i Højby sogn. Over for smitsom sygdom var man ret hjælpeløs. Selv om antallet af fødsler de fleste år var større end antallet af
dødsfald, kan vi ikke regne med, at folketallet stiger tilsvarende, for
det er ikke så få mandspersoner, der rømmer fra sognet og ikke
kommer tilbage, og antallet af tilflyttere er kun ringe. Der har en
tid været nogle indvandrere fra Skåne, men det er nok i det væsentlige ophørt.
Havde der været ret megen stigning i folketallet, ville det med
den daværende dyrkning af jorden ikke have været muligt at skaffe
føden til befolkningen, selv om folk var nøjsomme. Højby pastorat
var ikke alene det største, men også det folkerigeste i herredet. Det
nærmeste derefter har været Vig-Asmindrup, medens folketallet i
Nykøbing-Rørvig har været en del lavere. Sognepræsten i Nykøbing
havde vist heller ikke meget mere end halv så stor indkomst som
sognepræsten i Højby. Der er derfor ikke noget underligt i, at pastor
Schow søger fra et købstadembede til Højby for at få mere i løn.
Det er jo derfor, han søger det, og ikke for at få det roligere og fornøjeligere, som han skriver. Præsternes største indtægtskilder foruden
præstegården var tiende og offer. De folkerige og store sogne blev
derved vellønnede, når jorden ikke var alt for ringe, og der ikke
var for megen tiendefri jord. Pastor Schow og andre præster i Odsherred klager over, at offeret bliver mindre og mindre, og de begrunder det med, at bøndernes kår bliver ringere. Det er ikke usandsynligt, at de har ret. Jorderne bliver mere og mere udpinte, og der
bliver ikke indtaget ny jord til dyrkning; hvis befolkningstallet samtidig stiger lidt, må kårene blive ringere.
Som nævnt var Schow pietist. Han har uden tvivl været en veltalende mand og en betydelig prædikant på pietistisk vis. Hans selvbiografi viser, at han var glad for at blive påskønnet. Man kan også
kalde ham selvglad, men på en måde, så man ikke frastødes deraf,
men er tilbøjelig til at smile ad den lidt barnlige selvglæde. Han har nok været en meget flittig mand, det vidner hans skriverier om,
de vidner også om, at han kunne give god besked om det, der havde
hans interesse. Han har også haft sans for historie og for, at eftertiden skulle vide besked om hans egen tid og tiden forud. På nogle
områder har han haft gode evner, man kan måske sige, at han har
været rigt begavet, men han har ikke været nogen god menneskekender; derom mere senere.
Det er rimeligt, at der er kommet mere kirkeligt liv i sognet, da
pastor Schow kom hertil. Måske man kan tale om vækkelse. Når der
senere synes at have været mere åndeligt liv i nogle landsbyer end
i andre, er det muligt, at begyndelsen skal føres tilbage til Schows
tid, uden at vi dog kan sige noget sikkert derom. Som tidligere nævnt
fik Schow nok lov at høste noget, hvor Nyegaard havde sået.
Medens Schows forhold til menigheden var godt, og han var glad
for gerningen som præst i Højby, blev hans tid her ikke så lys og
let som tiden i Næstved, idet han fik personlige skuffelser og modgang at kæmpe med, og han blev heller ikke fri for familiesorger.
Embedets indtægter skuffer ham nok lidt, da han havde fået forsikret, at de årlige indkomster skulle være 900 rdl. Det kan dog ikke
have været folk, som vidste besked, der har sagt det, for Nyegaards
opgørelse lyder på 537 rdl. Men det er vel gået her, som det så tit
går, at når noget er lidt ud over det almindelige, føjer rygtet yderligere noget til. Schows egen opgørelse er noget lavere end Nyegaards, men han indrømmer dog, at det er et godt embede, hvad
indkomsterne angår, så økonomiske vanskeligheder har han ikke
haft, men han har vist været en dårlig økonom, der har brugt sine
indkomster efterhånden uden at kunne nå at betale indskud i enkekassen, så da han dør, er hans enke ikke så godt stillet, idet hun
skal dele enkepensionen med provstinde Nyegaard, hvorfor hun
søger ekstrapension, men det vides ikke, om hun får den. Det kan
måske også vidne om mindre god økonomi, at da Schow er ansat
til at skulle betale 50 rdl. til prinsesseudstyr, søger han om, at
provstinde Nyegaard skal betale de 7 rdl., hvad der ikke var urimeligt, da det var 10 pct. af præstens indkomst, som skulle betales til
udstyr for prinsessen, og Schow betalte af sin indkomst 70 rdl. i enkepension. Hvorledes denne sag ordnes, vides ikke. Det var en noget underlig måde at skaffe en prinsesse udstyr på, men kongens kasse
har vel været tom. I den første skrivelse, som Schow sender til
biskoppen, efter at han er kommet til Højby, skriver han, at han
håber nu at kunne få betalt sin gæld, om Gud i nogle år vil give
ham liv og helbred. Som vi senere skal se, nåede han næppe at få
gælden betalt.
Degn Chr. Riber var syg, da Schow kom til Højby, og han døde,
inden årets udgang. Under hans sygdom havde skoleholder Gregers
Ambech, Stenstrup, passet degneembedet i iy 2 ^or 3 mk- ugentlig, hvad Schow finder meget tåleligt, da han foruden at synge i
kirken har læsning omkring i byerne, hvortil han må gå til fods.
Ringningen er blevet passet af degneenken. Man må vist erkende,
at 3 mk. ugentlig ikke er nogen høj betaling, men en skoleholder
kunne nok trænge til ekstrafortjeneste. Han har måske også gjort sig
håb om at blive degnens efterfølger, og det har Schow måske også
ønsket, men således gik det ikke. Biskoppen meddeler nemlig 28.
december 1748, at han har kaldet sin tjener Peder Justesen til degn
i Højby. Da han hverken var student eller havde været skoleholder,
krævedes der kgl. dispensation, for at han kunne få degneembede,
men det havde biskoppen vel haft let ved at skaffe ham.
I et svar til biskoppen gratulerer Schow den nye degn med delgode embede, der årlig indbragte 200 rdl. Han er glad for at få en
degn og håber, han er af et fromt og fredeligt gemyt, og at han kan
have tilbørlig assistance af ham ved ungdommens undervisning, som
er »høj fornødent, da ungdommen forhen ikke har været vant til
andet end den fordærvelige udenadslæsning uden forstand«. Den
nye degn kan være forvisset om, at Schow ikke skal forsømme sin
part, men så vidt muligt hjælpe degnen i hans. Det vil være godt,
om Justesen kan være til stede, når der skal holdes auktion over den
afdøde degns bo, da han nok har brug for noget af boet. Degneboligen er i god stand, den består af 3 længer, hvoraf de to er opbygget af den afdøde degn, og den tredje har han forsynet med
ny overdel.
I samme brev skriver Schow, at han nu er ved enden af nådensåret
(i nådensåret skulle den afdøde præsts arvinger have det meste af indtægterne). Besværlighederne har været tunge nok, da han mærker, at han ikke kan vente at slippe billigere end 500 sldl. for overtagelsen
af præstegården, skønt der er adskillige brøstfældigheder ved den.
Han omtaler også pensionen til enken. Endnu har han kun de første
penge ved hånden, men håber at kunne bestride det øvrige ved indtægterne af embedet. Han slutter med, at han har årsag til at takke
Gud og glæde sig ved det gode sted.
Desværre gik det ikke godt med den nye degn. Han havde mere
lyst til embedets indtægter end til degnegerningen, men af et brev,
som han skriver til biskoppen kort efter, at han er kommet til Højby,
forstår man, at han over for biskoppen optræder som den ydmyge og
taknemlige mand, medens han ikke er til sinds at efterkomme påbud
af Schow eller provsten. Det har rimeligvis ikke varet længe, inden
Schow har opdaget, at det ikke var nogen heldig degn, han havde
fået. 1760 er striden mellem præst og degn blevet så alvorlig, at den
indankes for biskoppen (Justesen havde været tjener hos biskop
Hersleb, hvis svigersøn, Harboe, nu er biskop). Striden drejer sig
om følgende: Et par husfolk i Højby, Peder Olsen og hustru, var
indtegnet til skriftemål, men Schow bad degnens hustru, degnen var
ikke hjemme, om at sige til sin mand, at Peder Olsen og hustru ikke
kunne blive antaget, før han havde talt med dem, da »deres ondskab
var noksom bekendt«.
Om lørdagen kom degnen til Schow og sagde, at han ville ikke gå
sådant ærinde, hvortil Schow svarede, at han ville forespørge biskoppen, om degnen havde ret til at nægte det. Da de om søndagen mødtes i sakristiet, sagde degnen til Schow, at han havde stået ham imod
både i henseende til hans ære og hans brød i al den tid, han havde
været i Højby. Dette erklærer Schow for aldeles urigtigt. Han udtrykker ønske om, at de må blive forligte, men går i rette med degnen
og henviser ham til hans kaldsbrev m. m. Schow skriver, at han erkender sandheden i biskop Herslebs vidnesbyrd, at Justesen ikke har
gaver til at være venlig, men synes hård i udtale og meninger. Noget
af dette har præsten skrevet i et brev til degnen, men denne har
ikke svaret, hvad man nok kan forstå. Han har derimod klaget til
biskoppen over, at han ikke har kunne få lov at se en bog, biskop
Herslev har befalet, at alle degne skulle føre, og som indeholdt de
kgl. befalinger m. m. Han har af vedkommende (Schow) fået det svar, at kgl. forordninger m. v. tilkommer alene præsterne. Han beder
om biskoppens afgørelse i denne sag. Hvordan denne afgørelse falder
ud vides ikke. Da det formodentlig er degnen, som har indtegnet de
pågældende til altergang, er det nok mest sandsynligt, at han, når
præsten forlangte det, skulle tilsige dem til at møde hos præsten, før
han ville tage dem til alters. Noget andet er, at det vel havde været
bedre, at præsten selv var gået hen og havde talt med dem, men det
ansås måske ikke for passende. Striden fortsætter, så længe Schow
lever. 1762 skriver Schow: »Stedets stolte og vanartede degn, Peder
Justesen, gør alt, hvad han kan, for at bryde og fortørne mig, og
med lyst gjorde han mere, om jeg gav ham lejlighed dertil«. 1764
klager Schow over Justesens grovhed og uærbødighed og over, at
han ikke har villet hjælpe ham med en fortegnelse, som han skulle
udfærdige over gifte og ugifte, der skulle føres hver for sig, og
degnen måtte vide bedre besked om dette end Schow selv, der har
måttet søge hjælp hos skoleholderne.
Biskop Harboe har næppe ønsket at udtale sig for stærkt imod
Justesen, der var ansat af hans svigerfader, men af hans visitatsbog
kan man skønne, at han har ment, at han ikke magtede degnestillingen. Han skriver, at Justesen er flittig og forretter sit embede det
bedste, han kan. Han har nok ment, at Justesen havde for ringe uddannelse, derimod ses det ikke, om han har forstået, at han var en
stridbar natur. Det er ikke umuligt, at Schow kan have nogen skyld
i den voldsomme strid, men han er ikke den eneste, som får vanskeligheder med ham. Provst Arctander i Egebjerg får det også.
Degnene skulle bringe skrivelser og cirkulærer fra deres egen præst
til nabopræsten. Der var jo ingen post .at sende dem med. Fra Nykøbing til Holbæk afgår kun post én gang om ugen. Provst Arctander
skriver, at breve, som sendes fra København tirsdag eller lørdag aften,
får han først den følgende lørdag, og så kan han først sende svar om
torsdagen; breve, som sendes fra København tirsdag aften, kan der
ikke ventes svar på før 13 dage efter. Et vigtigt brev har han undertiden sendt med ekspresbud til Holbæk for at få det hurtigere frem.
Det synes efter denne fremstilling vanskeligt at finde ud af, hvorledes postgangen egentlig er, men man forstår, at nyhederne kunne
blive gamle, inden de nåede Odsherred. Degnens tur med breve havde hidtil været således, at degnen i
Egebjerg skulle bringe dem til Nykøbing, derfra skulle de til Højby
og videre til Odden — Faarevejle — Asnæs — Grevinge — Vig —
Egebjerg. Det var formodentlig kun hveranden gang, de gik den vej.
De kunne nemlig også gå modsat, vel sagtens for at samme degn
ikke skal have langt at gå hver gang. Arctander skriver, at i den
senere tid har degnen i Faarevejle uden tilladelse bragt brevene til
Højby, så de slet ikke er kommet til Odden. Det kan selvfølgelig
ikke blive ved at gå, men degnene i Faarevejle og på Odden har
haft for langt at gå. Arctander har derfor foreslået en ændring, som
biskoppen har bifaldet. Den ene tur skal så være Egebjerg — Nykøbing — Odden — Højby — Faarevejle — Asnæs — Grevinge —
Vig — Egebjerg. Den anden tur den omvendte vej. Provst Arctander
skriver, at turen fra Nykøbing til Odden bliver noget længere (2 mil)
end den tidligere til Højby, men da der også er degn i Rørvig, så de
er to om det, har de intet at klage over. Degnen i Højby har både
karl og hest, så det lille stykke, han får længere, er ikke meget at
beklage sig over. Degnen på Odden, som skulle lettes, får dog den
tungeste byrde, men han er villig til at finde sig deri, skønt han
hverken har hest eller karl, men må betale for hvert bud, som afgår
med breve, og han sidder i et lille kald.
De 3 degne i Nykøbing, Rørvig og Højby protesterer mod omlægningen. Om Justesen skriver provsten, at han havde mindst grund
til at sætte sig imod. Provst Arctander havde så foreslået, at de 3 klagende i fællesskab betalte degnen på Odden 8 sk. for hvert brev fra
Odden til Faarevejle (meningen må så have været, at man på turen
i den retning skulle blive ved den gamle ordning). Men de skrev
som svar, at de ville give ham 8 sk. om året. Provsten ved ikke, om
de ikke har forstået meningen, eller de vil gøre nar. Arctander skriver, at den forrige degn på Odden har en og anden gang, især om
vinteren, måttet betale 3 mk. for at få et brev til Faarevejle, og han
har endda næppe kunnet få nogen til det formedelst vejens længde,
vildsomme lynge, farlige åer og vadesteder. Provsten beder biskoppen
fastsætte turene efter forslaget, hvad han også gør. Justesen klager
over forandringen i brevturen, hvorved der er pålagt ham en usædvanlig tur, som er 3 mil igennem herredet. Han skriver videre: »Der er ikke sket noget med de andre degne, uden deres skyldighed og
pligt er taget fra dem og lagt på mig, hvilket er mig en stor byrde
og besværing på mit og mines fattige levebrød«. Provsten svarer på
denne klage, at han mener ikke, der er mere end 2 mil til Faarevejle
og 1 ^ mil til Odden. Provsten er vel nok nærmere ved den rigtige
vejlængde end Justesen, men man vidste dengang ikke ret god besked
med vejlængder, og hvor lang vejen var ud over Lyngen, måtte nok
bero på et skøn. Om vinteren havde degnen i Højby den fordel
fremfor degnen på Odden, at han kunne undgå at gå over Lyngen,
for afstanden blev ikke ret mange kilometer længere ved at følge en
mere befærdet vej. Provsten hævder, at degnen på Odden har endnu
lige byrde med Justesen, hvad der vel er rigtigt, hvis man kun regner
med vejlængden, men det var nok lettere at få et brev sendt fra
Odden til Nykøbing end fra Højby til Faarevejle.
Provst Arctander skriver, at han undrer sig over Justesens utaknemlighed både mod Gud og mennesker. Han sidder i et godt embede, kan holde folk og heste og lever i velstand. »Han er et menneske uden ånd og har kun med denne verden at gøre, hvor han går
frem med buthed. Han gjorde bedre, om han lagde vind på at forbedre sig i sit embede og ikke viste sig studs mod sin sognepræst,
som Schow klager over«.
Arctander mener, at Justesen trænger til en ydmygelse, og vil
biskoppen »bevise ham den nåde, kan han være tjent med det og i
det mindste lære deraf, at han ikke skal skrive imod sin høje øvrigheds velgrundede anordninger og ellers raissonere noget mindre«.
Vi mangler biskoppens svar, men Justesen har vel næppe undgået
en tilrettevisning. Når han skriver om sit fattige levebrød, skal det
ikke tages alvorligt. Det må vist snarest ses som et i datiden brugt
udtryk for at gøre et godt indtryk på den, hos hvem man søger at
opnå noget. Men her synes det nærmest at måtte virke i modsat retning på dem, der kendte hans forhold, for han havde ikke blot herredets bedst lønnede degneembede, men han havde også købt en
gårds avling, og han lånte penge ud mod sikkert pant, så fattig var
han i hvert fald ikke, snarere var han byens rigeste mand. Naturligvis
var der lang vej til Faarevejle, men som herredet er, skulle nogle
degne få langt at vandre med brevskaber. De havde vel også tid nok, hvis de kun havde degneembedet at passe. Justesen havde vel nok at
bestille, når han tillige var selvejergårdmand, men så måtte han også
have råd til at betale en anden for at bringe breve til Faarevejle.
Degnens arbejde må vel være blevet lettere, end det var, da der
ikke var skoler. Selv om børnenes skolegang ikke er stadig, og de
store børn måske sjældent kommer i skole, får de fleste dog nok
lært at læse så meget, at de kan stave sig igennem katekismen, og
de dygtige børn kan vel nok læse flydende. Dertil kom, at det vigtigste fag i skolen var kristendomskundskab, så der må have været
noget at bygge videre på, når degnen skulle undervise de unge. Men
Justesen har vel nok hellere villet arbejde for sig selv. Nogle degne
var tillige skoleholdere, men det var vel i mindre sogne.
I Schows første år er Hans Hofmester endnu skoleholder i Højby.
Han må vist være født 1690 i København, blev student fra Herlufsholm skole 1712, kom straks på landet at »læse« med børn og blev
gift med en degnedatter fra Værslev. Han blev skoleholder i Højby,
da den kgl. skole blev oprettet 1735. Hofmesters stedfader skal have
været en »brav krigsråd« i Aarhus, men i kirkebogen står, at Hofmester kun lidet ville adlyde stedfaderen. Det hentyder måske til, at
han ikke nåede videre end til at blive skoleholder. Han havde store
økonomiske vanskeligheder. Lønnen var kun lille, og børnene trængte
til hjælp, selv efter at de var blevet voksne. En søn har rimeligvis
været åndssvag i lettere grad. Han har været sat i skrædderlære, og
hans fader har i den tid måttet give ham føde og klæder og yderligere betale mesteren lidt for at have ham, men han kunne ikke
lære skrædderhåndværket. Derefter tjente han om sommeren hos
bønderne, men kunne ikke få stort mere end kosten for det. Om
vinteren var han hjemme til stor byrde og bekostning. Det er Hofmester selv, der fortæller dette, da han efter sin hustrus død 1757
skal forklare skifteretten sin store fattigdom. Han forklarer videre,
at han på grund af hustruens sygdom har måttet tage en datter hjem.
Hun er nu hjemme på tredje år. En anden datter har været syg i 16
uger. Hans nu afdøde hustru lånte, uden at han eller datteren vidste
det, 2 rd. 2 mk. til medicin til hende. Den hjalp ikke, men han
måtte betale lånet. Da en af hans døtre blev gift med sognefoged
Peder Sørensen, Højby, gav han hende 1 hovedpude, 2 får, 1 vædder og 4 fede gæs. Hans ældste søn, som er matros i kongens tjeneste,
har giftet sig uden hans vilje og samtykke. Da han for nogle år siden
kom hjem, måtte han låne eller give ham 4 rd. Året efter kom sønnens hustru med et spædt barn og blev hos ham en hel måned i den
knappeste tid, og da hun rejste til København, gav han hende 5 mk.
til halv vognleje med en anden.
Denne søn behandler ham ikke godt. Han vil ikke give afkald på
arv efter moderen, men mener, der må være noget mere, end faderen
har opgivet i et brev til ham. Derimod frafalder svigersønnen, Peder
Sørensen, på sin kones vegne arv. Hofmester vil meget gerne være
fri for, at der skal holdes auktion over hans fattige indbo. Det bliver
han også fri for, men alt bliver vurderet. Det viser sig, at det hele,
som vurderes til 15 rdl. 5 mk. 15 sk., kun overstiger gælden med
1 rdl. 5 mk. 15 sk., og skifteretten bestemmer, at bortset fra den
ældste søns arvepart må Hofmester beholde det hele i sin levetid,
men han skal betale skifterettens fordring, der er 4 rdl. 1 mk. 14 sk.
Hofmester havde intet at betale med, men pastor Schow lovede at
lægge ud for ham, når han gav ham hånd på at ville betale ham tid
efter anden inden år og dag. Den ældste søns arvepart bliver 2 mk.
15y2 sk-, som bliver betalt til skifteretten, hvor sønnen kan få disse
penge, når han indfinder sig personlig eller ved fuldmægtig. Hofmesters gæld er 3 rdl. 4 mk. 8 sk., hvortil kommer rettens fordring
samt udgifter ved hustruens begravelse, der beløber sig til 4 rdl., og
så har der vel været lidt mere, som skulle betales. Schow har 1 rdl.
tilgode for ligkisten, og en anden mand har 2 mk. tilgode. Det meste
skylder Hofmester gårdmand Mads Jensen, som boede i Nicolaisens
gård, hos ham havde han lånt rug, byg og malt samt penge til hustruens begravelse, der dog ikke kan siges at have været flot. Ligbærerne har fået ost og brød, og han har lovet dem et pund tobak
og en fjerding øl. Kvinderne, der har lagt liget i kiste, har fået en
pægl mjød. Der er også medgået 1 pund smør og 8 kander øl, så de,
der har været med, har nok fået tørsten slukket.
1758 afstod Hofmester på grund af alder skoleholderembedet til
cand. theol. Soren Baarsen, der snart efter giftede sig med den ene
af hans døtre. 1762 døde Hofmester. Baarsen bliver snart ked af at
være i Højby, hvad der ikke er noget at sige til, for når Hofmester ikke kunne klare sig uden at komme i gæld, kunne det vel ikke blive
bedre for svigersønnen, der til at begynde med skulle forsørge ham.
Som cand. theol, havde han også grund til at håbe, at han kunne
få et bedre embede, men han duer ikke til at skrive ansøgninger.
Han forsøger at være vittig, men kommer galt fra det, idet biskoppen vist bliver fornærmet over en skrivelse fra ham. Han beder
biskoppen om et degne- eller præstekald. Han har været student i
16 år, søgt meget, men intet fået. 1754 rejste han fra Norge for at
tage theologisk eksamen, hvad han gjorde samme år med »stor møje«.
Han har været i Jylland både før og efter sin eksamen, har helt gode
anbefalinger, ikke alene som skoleholder og huslærer, men også som
prædikant. Han har prædiket flere steder, bl. a. i Aarhus domkirke.
Baarsen skriver, at han »må drages med 70—80 vankundige børn
fra morgen til aften«. Han har store udgifter til den gamle skoleholder, der skal have sit ophold, og han har selv kone og et barn.
Der kan næppe blive en fanges traktement til hver. Han »kan ikke
både holde skole og tigge, helst det sømmer sig ej for mig og mine
— hvad skal jeg gøre? Når jeg hverken kan få at låne eller, Gud
ske ære, har lært at stjæle, så må jeg trygle---------------- , eller forlade skole, kone og barn og aldrig komme til dem mere, førend jeg
kan tåle at høre dem jamre for brød«. Baarsen har nok regnet skrivelsen for et privat brev, hvorfor han havde sendt det direkte til
biskoppen, men denne har formodentlig opfattet det som en ansøgning eller i hvert fald som en skrivelse fra en underordnet embedsmand til en overordnet, så han har ikke alene ladet den opbevare i
bispearkivet, men må også have indhentet pastor Schows erklæring
angående denne unægtelig ikke helt almindelige ansøgning. Schow
er ilde berørt af, at Baarsen har søgt degnekald, skønt han kun har
været iy 2 år i Højby. Ganske vist havde Baarsen bedt om en attest
(anbefaling) og begrundet det med, at han ville søge bedre levebrød, men Schow havde ment, det var i Jylland, og havde ikke villet
hindre dette, da han »kunne håbe at blive forsynet med en nok så
god skoleholder«. Han betegner ansøgningen som sendt af Baarsen
i dristighed og enfoldighed. Schow er åbenbart kommet i knibe, for
han havde givet Baarsen en god anbefaling både som skoleholder og
prædikant, for han har også prædiket for ham. Ganske vist slutter denne anbefaling med, at der i begyndelsen kunne være lidt fejl,
men »dem har han efter kærlig advarsel aflagt«, og Schow anbefaler
ham på bedste måde. Sammenholdt stemmer anbefaling og erklæring
ikke rigtig overens, men det er måske ikke så ualmindeligt, at en
anbefaling, som afleveres til den pågældende selv, er noget bedre
end en udtalelse, som indhentes af andre. Dertil kommer, at Schow
er blevet betænkelig ved Baarsens uheldige skrivelse.
Baarsen må vente længe på forfremmelse, og han bliver bitter derover. Hans ansøgning om degneembeder anbefales både af pastor
Stub og provst Cruse, og han er vist ikke nogen dårlig skoleholder,
men han er uheldig med sine skriverier, og det er nok grunden til,
at han længe intet opnår, men omsider bliver han alligevel degn.
1779 bliver han af kammerherre Adeler kaldet til sognedegn i Faarevejle. Det var vel kun et lille degneembede, men dog en betydelig
forfremmelse.
I Sonnerup sidder Royan som skoleholder det meste af Schows tid,
men 1760 kommer Christen Land, der vist i den første tid er konstitueret, men efter Royans død bliver hans efterfølger og gift med
en datter. Royan døde kort efter Lunds ankomst. Han blev begravet
26. september 1760. Han havde været skoleholder i Stenstrup et par
år, før han kom til Sonnerup 1735, var jyde og havde begyndt at
holde skole, da han var 14 år, blev 58 år gammel.
I Stenstrup var Gregers Ambech blevet skoleholder i stedet for
Wallerø, der var blevet degn i Rørvig, hvor Schwane som kirkeejer
havde kaldsret. Der har dog nok været en skoleholder mellem Wallerø og Ambech. Skoleholderen i Ubberup, som tillige er skoleholder
på noget strøgods i Vig og Asmindrup sogne*), hedder Herman
Johansen, han dør 1753 og efterfølges af førgen Andersen. Den årlige løn ved dette embede er kun 16 rdl. og nogen tørv.
1754 var A rd and er i Egebjerg blevet provst. Det var præsterne,
som dengang valgte provsterne, og med undtagelse af præsten på
Odden havde de alle stemt på Arctander. Hermed fik man i Odsherred en provst, som var meget nidkær for børnenes skolegang og for
undervisningen i det hele. Dette får betydning for hele herredet, hvor
*) Der var skoler i Svinninge, Hønsinge og Ulstrup.
Højby sogn 14 209
præster, degne og skoleholdere ved, at forsømmelighed fra deres side
ikke vil blive tålt. Allerede året efter, at Arctander er blevet provst,
kan han meddele biskoppen, at han har bragt det så vidt, at alle
herredets præster har begyndt at anvende den sidste del af prædiketimen til katekismeforklaring. Han skriver, at han selv i mange år
har erfaret nytten af dette, og han beder om, at biskoppen vil »befale« ham at bekendtgøre, at skoleholderne i deres skoler og degnene
ved deres læsning i byerne skal i ugen forud øve ungdommen i det
bud eller stykke i katekismen, som det den næste søn- eller helligdag
tilfalder præsten at katekisere over. Derved kan skoleholderes og
degnes flid kendes og præsterne forpligtes til katekismeprædiken.
Børnene vil også berede sig, når de ved, hvad der skal katekiseres i.
Arctander skriver, at han må færdes »varlig« med dette, men håber
på biskoppens hjælp. Heraf forstår vi, at han har mødt nogen modstand, så han gerne vil kunne sige, at biskoppen har påbudt det. Det
er heller ikke underligt, om der er en del, som ikke er glade for
denne ordning, men mange mener nok som Arctander, at det gælder
om at få proppet de flest mulige kundskaber ind i den opvoksende
slægt. Arctander har sikkert været regnet for en fremskridtsmand,
nu gik det jo mod den såkaldte oplysningstid.
4 år senere, 1758, har Arctander udarbejdet og sendt til biskoppen et udførligt forslag om ungdommens skolegang, som han kalder
det. Dette forslag viser ikke blot, hvorledes en mand som Arctander
ønsker, at skolegang og undervisning skal være, men man kan også
derigennem skønne noget om, hvordan den var. Forslaget er for
langt til, at vi kan gengive det i dets helhed, men vi vil prøve at
referere det væsentligste. Arctander begynder med at henvise til et
par forordninger, hvorefter skoleholderen, når børnene ikke kommer
i skole, skal tilkendegive forældrene det, og hvis det er deres skyld,
skal han melde det til præsten, som skal påminde sådanne forældre.
Hjælper det ikke, skal han angive dem for amtmand eller herskab til
vedbørlig straf. Arctander mener, at da skoleholderne nogle steder
har 100 til 200 børn at læse med, er det umuligt for dem at undersøge, om det er børnenes eller forældrenes skyld, at de forsømmer
skolen. Tit er det forældrenes eller husbondens skyld, men det er
umuligt med angivelser for hver uge. Nogle lader børnene møde en dag eller to og derefter forsømme i måneder; de har mange undskyldninger at fremføre: vejret, føret, arbejde om sommeren, kulde
om vinteren og børnenes fingerede sygdom. Arctander mener, at
sognepræsten skal have fuld myndighed over alle skoler i sognet og
stå til ansvar for børnenes skolegang.
Alle børn skal, fra de er 6 år gamle, til de bliver konfirmerede,
henhøre til skolen og søge den hele året. De under 8 år både formiddag og eftermiddag undtagen i pløje- og såtiden, i hø- og kornhøsten, samt når forældrene om foråret i 4— 5 uger behøver et barn til
at vogte lam og gæslinger, eller om høsten, når forældrene er i marken,
til at passe spæde børn. Er der flere børn, må de skiftes til sådant.
Undtagelserne er så mange, at man vist må regne med, at der
ikke bliver megen skolegang, hvor forældrene helst vil holde børnene hjemme.
Præstens medhjælpere (nogle mænd i sognet) skal meddele ham,
når disse arbejder udføres, og han skal så fra prædikestolen formane
folk til flittigt at lade børnene søge skolen. Medhjælperne skal hver
højst have 3 byer at drage omsorg for, og oldermanden skal desuden
have inspektion med sin bys skolebørn. Vil forældrene ikke rette sig
efter ham, skal han føre dem til præsten, som skal påminde dem om
deres pligt, retter de sig ikke herefter, skal skoleholderen sende bud
til øvrigheden, der hos ulydige forældre skal opkræve 2 sk. for hver
hel dag, et barn har forsømt skolen.
Efter alt det, der er gået i forvejen med formaninger o. s. v., synes
mulkten at være lille, men man skal nok fare med lempe, for der er
megen modstand mod tvungen skolegang, og mange bønder sidder
så hårdt i det, at man skal vogte sig for at lægge større byrder på
dem. Forholdet mellem provst Arctander og kammerråd Bang er
ikke det bedste, og det er sandsynligt, at Arctanders iver for skolegangen har en væsentlig del af skylden herfor. Bang vidste, at de
fleste bønder ikke kunne bære større byrder, end de allerede havde,
og det var en ny byrde, at de skulle undvære børnene hjemme, hvor
der var meget arbejde, som de kunne udføre. Rentekammeret så ikke
med velvilje på, at bønderne kom i armod, så de ikke kunne svare,
hvad de skulle. Det var sket, at Bang havde fået antegninger til
regnskabet, fordi mange skulle hjælpes med såsæd. Han vidste bedre end provsten, hvordan bøndernes stilling var. Vi forstår, at der var
mange hensyn at tage. Det lod sig ikke gøre at gennemtvinge stadig
skolegang i hast.
Arctander vil, at skoleholdere og degne skal føre en skolebog med
angivelse af forsømmelser og mulktering og hver måned sende uddrag til præsten, der flittigt skal besøge skolerne; mindst 2 gange
om ugen, hvor skolen er i byen, 1 gang ugentlig, hvor den er længere
borte, og en gang for hver 14 dage, hvis der er flere skoler i sognet.
På fastelavns søndag og mikkelsdag har der hidtil været indsamling i kirkerne til de fattige. Arctander ønsker, at disse penge skal
gå til skolerne, for at hver skole kan få en bibel, så der deraf kan
læses et kapitel ved morgen- og aftenbøn. Når der efterhånden indkommer flere penge, kan der købes andre bøger, der ved provstevisitats kan uddeles af præsten som flidspræmier.
De fattige havde det ikke for godt, så det var næppe rigtigt at
tage noget fra dem til fordel for skolerne, som vi ser, at Arctander
foreslår, men når han anser det for nødvendigt for at skaffe penge
til en bibel i hver skole, kan vi skønne, at det er svært at få de nødvendige hjælpemidler til skolerne.
Arctander vil have indskærpet, at det er ikke nok, at børnene lærer
katekismen udenad. Præsten skal få skoleholderne til ved spørgsmål
at vænne børnene til at bruge deres forstand.
Er vej og vejrlig vanskeligt, skal bymændene køre for de børn, der
har langt til skole. De, som ikke har hest, skal aftale med gårdmændene, hvad tjeneste de skal yde for børnenes befordring.
Fra nogle byer er der så langt til skole, at det vil blive for besværligt. for bymændene at køre for børnene. Her må provst og
præster blive enige om en betænkning. Der nævnes, at til Veddinge
skole hører ikke alene Aastofte i Asnæs sogn, men adskillige byer i
Skippinge herred er henlagt til denne skole.
Denne oplysning tyder på, at herremanden på Dragsholm har
været efterladende med at oprette skoler på sit gods.
Arctander skriver, at for store skoler som Herrestrup med over
200 børn må der findes en udvej. Selv om den ene halvdel møder
om formiddagen og den anden om eftermiddagen, kan de ikke være
der, og skoleholderen kan ikke undervise dem. Angående degnenes undervisning foreslår Arctander, at de fra
påske til mikkelsdag skal læse % time efter gudstjenestens afslutning med de unge i kirken. Hvor der er to kirker dog kun efter
sidsttjeneste, og hvor præsten selv samler børnene et par timer søndag eftermiddag, kan tiden efter gudstjenesten anvendes til undervisning i landsbyer langt fra kirken. Degnenes læsning omkring i
sognets byer må ordnes efter forholdene, men hele sognets ungdom
må én gang i hver uge undervises af degnen. Man skal også her
bruge tvang, hvis folk ikke lader deres unge møde til degnens undervisning. De degne, som ikke holder skole, skal holde sig til den konfirmerede ungdom og til de små, som møder til deres læsning i
kirken, da det bare skaber forvirring, om de læser med de skolesøgende børn. Degnene skal stræbe efter at gennemgå katekismusforklaringen 1 eller 2 gange hvert år.
Arctander har hørt klage over »den uskik og virkelige forargelse,
at folk skynder sig ud af kirken, når prædikenen er forbi, ja, endog
tager deres unge og børn med og ikke oppebier katekisationen, hvorfor det kunne være godt med en kgl. forordning om sømmelig kirkeskik«. Han mener, at de anseligste i menigheden skal tilholdes at
foregå de andre med et godt eksempel.
Iflg. herredsbogen var det allerede 13. december 1740 påbudt
almuen at blive i kirken under katekisationen, men samtidig var det
bestemt, at prædiken og katekisation tilsammen ikke måtte vare mere
end halvanden time, og at tyende skulle møde til katekisation.
Arctander skriver, at præsterne ikke må prædike mere end 3 kvarter, det sidste kvarter af timen skal nemlig bruges til udlæggelse af
katekismen. Præsterne må kun antage børn til konfirmationsforberedelse efter nøjagtig eksamen i skolerne. De skal kunne læse rent,
kunne katekismen udenad samt 7 af Davids salmer og enfoldig forstå,
hvad de har lært.
De, der har råd, bør have en bibel i huset, og hvert barn bør have
et Ny Testamente. De fattige børn skal have det af de fattiges penge.
Arctander har stor tro på kgl. og biskoppelige påbud. Det hænger
måske sammen med, at han har svært ved at få sine egne påbud
overholdt. Han mener bl. a., at det vil være godt med en kgl. befaling angående husbesøg. Af hvad han skriver om husandagt, synes at fremgå, at det har
været almindeligt hos bønderne, at der blev holdt bøn ved dagens
første og sidste måltid. Denne bordlæsning, som han kalder den, vil
han have forbedret ved, at børnene i skolen lærer at læse bønner
langsomt og med andagt. Det er dog ikke alle vegne morgen- og
aftenbøn bruges, fordi bønderne har travlt om morgenen og længes
efter hvile om aftenen.
Ved provstevisitatser vil det være godt, om provsten, når han har
overhørt ungdommen, hører, hvorledes sognepræsten, kapellanen,
degnen og skoleholderne katekiserer. Det er dog vist ikke meningen,
at han kan nå at høre dem alle ved samme visitats, men et sted kan
han høre præsten, et andet degnen o. s. v. Arctander beklager, at kun
få kommer til visitatserne. Det bør straffes, når modvillige forældre
holder børnene tilbage.
»Det er fornødent, at lærerne (d. v. s. præsterne) tilholdes at gøre,
hvad de skal, men lige så fornødent, at tilhørere adlyder«.
Af dette forslag forstår vi, at det ikke står særlig godt til med
skolegang og undervisning. Bønderne er modvillige, de må tvinges.
Andet middel synes Arctander ikke at kende. Men de fleste, som
ikke hørte til bondestanden, mente nok, at bønderne trængte til at
være under tvang. De havde ikke forstand på, hvad der tjente dem
bedst, så måtte andre bestemme for dem. Der var også noget om det.
Bønderne var så længe holdt nede i afhængighed, at de var blevet
sløve og ikke var lette at få til at stræbe efter at blive dygtigere. De
havde nok mistet troen på, at det kunne blive bedre, og de var
mistroiske over for dem, der ville hjælpe dem.
Af en skrivelse fra Arctander til biskoppen 1753, altså fra tiden,
før han blev provst, ser vi, at mange i menigheden knurrer over, at
han er for ivrig for børnenes skolegang, som han dog aldrig har
kunnet få gennemført, hvad der har været en pine for ham. Der
siges, at han kræver så meget af børnene, som om de skulle op til
teologisk embedseksamen.
En sådan udtalelse vidner om den utilfredshed, som gærer rundt i
sognet. Den får yderligere næring ved hans modstand mod forlystelser som juleleg o. lign. Vreden mod ham er så stor, at han ønsker
sig et andet kald. Det er dog, før han bliver provst. Der kan ikke være tvivl om, at Arctander krævede for meget, og at der måske var
kommet mere ud af hans gerning for skolevæsenet, hvis hans krav
havde været noget mindre, så han ikke havde vakt så voldsom modstand. Mange af hans reformforslag var rigtige, men tiden var ikke
moden til dem. Selv om han havde kunnet tvinge sit forslag igennem, ville børnene slet ikke have fået det udbytte af skolegangen,
som han havde tænkt. De fleste børn skulle hjælpe til hjemme, når
der var travlt, så der ville blive mange forsømmelser, og så ville
børnene have fået svært ved at følge med, og hvordan skulle en skoleholder kunne undervise 70—80 børn i forskellig alder på samme
tid ? Så mange var der i Højby skole, og det var meget værre i Herrestrup. Når hjemmene tilmed for en stor del var imod skolen, måtte
resultatet blive ringe. Arctander ville det rigtige, men han var mere
teoretiker end praktiker og forstod næppe de mennesker, som han
skulle virke iblandt, og de forstod ikke ham eller nytten af hans
gerning.
Det gjorde ikke sagen bedre, at bønderne i almindelighed ikke
regnede en skoleholder for ret meget. Mange betragtede ham som et
temmelig unyttigt væsen og ærgrede sig over at skulle bidrage til
hans løn. Den var kun ringe, og den blev endnu ringere ved, at de
naturalydelser, som han skulle have af bønderne, var af ringe kvalitet.
Skolen havde trange kår, men det var ikke forgæves, at der blev
gjort et arbejde for, at også bøndernes børn skulle have nogen undervisning. Det betød dog noget, at de børn, der ikke var meget tungnemme, fik lært at læse, og enkelte fik lært at skrive og regne lidt.
De blev nok mindre modvillige end deres forældre til at sende børnene i skole. Fremgangen måtte ske langsomt, især så længe bønderne var ufrie.
Vi vil nu omtale nogle af de besværligheder, pastor Schow fik,
foruden besværet med Justesen.
Først vil vi nævne som en vanskelig opgave, at det faldt i hans
lod at skulle mægle imellem provst Hyphoff i Nykøbing og hans
kapellan, der hed Thaarup og var hans svigersøn. Hyphoff er vist en
vanskelig person. Han har været i strid med flere, men med kapellanen bliver det særlig slemt. Hyphoff vil ikke gå til skrifte og til
alters hos sin svigersøn, men har bedt Schow om at komme og tage ham til skrifte. Schow kommer og mener, at han skal forrette altertjenesten, som han vist har gjort tidligere. Det fører til skænderi
mellem Hyphoff og kapellanen. Der bliver dog sluttet et foreløbigt
forlig, men det holder ikke længe. Schow søger at mægle, men til
sidst skriver Schow, at han har opgivet alt håb om at få dem forligte,
dog vil han ikke undslå sig for at prøve endnu en gang. Måske har
han også forsøgt det, men da det ikke er lykkedes, får han Arctander,
der endnu ikke er blevet provst, til at hjælpe sig. Efter flere forsøg
må de meddele, at alle anstrengelser har været forgæves. De er vist
tilbøjelige til at give kapellanen den største skyld.
Da provst Hyphoffs hustru er død, må Schow som konstitueret
provst foretage skifte. Det bereder ham vanskeligheder. Han regner
med, at arvinger og kreditorer vil kræve auktion, medens Hyphoff
vil beholde det hele og gifte sig igen. Han ejede heller ikke noget,
så der kunne ikke blive noget at arve, men det gjorde måske ikke
sagen lettere for Schow. En ordning må der være blevet truffet, for
Hyphoff bliver snart gift igen, men bliver hurtigt syg og må opgive
provsteembedet. Arctander bliver hans efterfølger, men klager over
de mange »urigtigheder«, som Hyphoff har efterladt. Hyphoff har
næppe egnet sig som provst; i den sidste tid har han jo også været
syg. Hans økonomiske forhold er så dårlige, at der ved skiftet efter
hans død bliver et udækket underskud på 395 rdl. Det var på den
tid mange penge. Nykøbing kald var ikke stort, men så galt burde
det ikke være gået.
En mislykket trolovelse må omtales, da vi derved får indblik i,
hvor svært det var at få en trolovelse ophævet, og samtidig ser vi, at
man ved indgåelse af ægteskab ikke tænkte så meget på kærlighed
som på betingelserne for et godt udkomme, og så blev det alligevel
på grund af kærlighed, at det planlagte ægteskab gik overstyr. Det
drejer sig om en halvgammel ungkarl, Søren Avesen, der har tjent
provst Arctander i Egebjerg i 18 år, og en gårdmandsenke i Holmstrup, Lucie Nielsdatter, enke efter Oluf Madsen, der havde fæstet
gården 1747. De blev offentlig trolovet i kirken kyndelmissedag (2.
februar) 1762. Trolovelsen blev betragtet som ægteskabsstiftende, og
de trolovede flyttede tit sammen straks, selv om der gik nogen tid,
inden vielsen blev foretaget, hvad der ofte gjorde. Det var ingen let sag at få en trolovelse hævet. Det var nok mere vanskeligt, end det
i vore dage er for ægtefolk at blive skilt.
Karlen var selv taget til enken og havde fået hendes ja, men så
havde han nok fået betænkeligheder. Hans pårørende og venner lod
ham imidlertid ikke i ro, men trængte på, at han skulle se at få
fuldbyrdet trolovelsen, hvad han så også gjorde. Men derefter fik
han, der tidligere havde haft anfald af sindssyge, en sådan uro i sindet, at han ikke kunne arbejde. Han havde nemlig været hemmelig
forlovet med en pige, der tjente i samme gård som han.
Enken erklærede, at hun ikke er blevet tvunget til ægteskab med
Søren Avesen, men hun er blevet rådet dertil af gode venner. Han
er halvbroder til hendes stedfader, så det er underligt, at hun ikke
før trolovelsen har hørt om hans tidligere sindssyge; men det er
klærer hun, at hun ikke har. Da det varede længe, før han kom og
overtog gården, tog hun over til hans stedfader i Ledstrup for at
høre, om det blev til noget. Der blev svaret, at han ville komme, og
det ville være sket, selv om hun ikke havde forhørt sig derom. Hun
rejste så hjem igen.
Søren Avesen forklarer, at han var nogle dage i gården. Han var
imidlertid i »raseri«, så det kan godt være, han har sagt, at han
hverken vil eller kan blive i gården, og at han aldrig vil lade sig vie
sammen med denne enke, nlen han erindrer det ikke. Han ved heller
ikke, om han har taget et fyrfad med gløder, som han har kastet
omkring i stuen, så der er kommet gløder under sengen, hvorved der
kunne være sket en ulykke m. m. Han kan aldrig glemme Kirsten
Jespersdatter, men han vil nok overtage gårdens drift og gifte sig
med enken, hvis han bliver, så han kan. Han vil også tage til Slagelse
at søge doktor og få attest ; og dersom det ikke bliver bedre med ham
i løbet af nogen tid, vil han på egen bekostning søge kgl. bevilling
for at få trolovelsen ophævet, om der bare er nogen, som vil skrive
for ham.
Det oplyses, at enken ikke har givet nogen anledning til hans tilstand, og der har ikke været noget ægteskabeligt forhold imellem
dem, men han er stadig unormal. Pastor Schow har uden resultat forsøgt at tale ham til rette og skriver nu til biskoppen (29. april 1762)
og meddeler, at hvis Søren Avesens tilstand ikke bedres i løbet af 2— 3 måneder, så de kan blive viet, vil de søge kgl. bevilling for at
få trolovelsen hævet. En sådan ansøgning bliver dog næppe fremsendt, for Søren Avesen døde samme år og blev begravet 26. september. Pastor Schow skriver i kirkebogen, at hans stærke sindsurolighed
varede til hans død. Da han dør i Højby sogn, må det antages, at
han under sin sygdom har haft ophold på gården i Holmstrup. Han
blev 37 år.
I 1755 skete der i præstegården en ulykke, som ramte pastor Schow
meget hårdt. En søstersøn af Schows hustru, senere hans svigersøn,
havde sat et ladt gevær fra sig i et kammer, hvor Schows 9 år gamle
søn, Mathias Albrecht, tilfældigt kom ind og så det. Han tog det
med sig ud i det lille køkken, hvor hans legekammerat Peder Larsen
var. Peder gav sig først til at undersøge bøssen og fik den til at
klikke. Det skulle Mathias Albrecht også prøve, men skuddet gik
af og ramte Peder i hovedet, så han blev dræbt med det samme.
Sagen kom for birketinget, hvor Bang var anklager, da den dræbte
dreng var fra kongens gods i Nygaard. Han krævede, at selv om
ulykken skyldtes et vådeskud, burde Schow bøde 40 lod sølv, og
Christensen (den unge mand, som havde stillet geværet fra sig) 20
lod sølv til den dræbtes arvinger. Hertil er de villige, skønt Schow
anser sig for helt uskyldig. Dommen fældes i overensstemmelse hermed. 1 lod sølv svarede til l/2 rdl.
1760 var Schow meget syg. Da provst Arctander meddeler dette,
tilføjer han: »Gud helbrede ham, at han må leve, thi han er en
duelig og flittig mand, men hans arbejde i den store menighed har
nok været ham for tungt«. Schow kommer sig, så han igen en tid
kan passe sit embede, men helt rask bliver han dog ikke. Han er dog
så rask, at han regner med at blive valgt til provst, da Arctander på
grund af sygdom søger sin afsked som provst 1761. Da Arctander
har ]ohan Grundtvig som kapellan, regner han vel med at kunne
fortsætte som sognepræst, men dør året efter. Under Arctanders sygdom havde Schow hjulpet ham med provstegerningen og havde lovet
at ville fortsætte hermed, hvis han ville blive som provst, hvad han
dog ikke ville. I øjeblikket var det en skuffelse for Schow, at han
ikke blev valgt til provst. Bagefter, da han mærkede, at helbredet
vedvarende var dårligt, var han dog glad for, at han ikke var blevet provst. Stemmerne var delt mellem flere, så havde Schow været rask, er det muligt, at han havde fået de fleste, nu blev det Cruuse i Grevinge, der blev Provst.
Næppe et halvt år efter provstevalget skriver Schow til biskoppen
om sin sygdom. Endnu har han kunnet passe embedet, men han kan
ikke blive ved uden medhjælp. Han har fundet en mand, som han
gerne vil have til kapellan, og han håber, at han senere kan blive
hans efterfølger i embedet. Denne mand hedder Arp Liitchen Kop.
Schow skriver, at han har lært ham at kende som »en from, redelig
og til embedet velskikket mand«. Liitchen Kop var hverken from
eller redelig, men uskikket til embedet. Men da det var flere end
Schow, der lod sig narre af ham, må han vel have kunnet optræde
på en tillidvækkende måde, og Schow var ikke menneskekender og
kunne

Johan Henrich Hansen Schow, Præst i Næstved og Højby. Tvilling

Hans Pedersen Schow, Toldinspektør, urmager, brygger

Mette Marcusdatter Kjøge

Catharina Regelsen

Mette Catharina Schow

Wendele Catharina Schow

Magaretha Ulrica Schow

Else Dorothea Schow

Christopher Siegismundus Schow

Dorothea Margareta Schow

Hans Regelsen Schow

Christopher Siegismundus Schow

Matthias Albert Schow, Oeconomus v/ Det kgl. Waisenhus

Gottlob Christian Schow

Peter Andreas Schow, Barnløs